Mellem glæde, angst og skønhed

Jeg sad på skamlen. To meter foran tv'et. Rystede indeni. Hænderne samlet foran ansigtet. Orkede næsten ikke, at den kamp skulle have en taber. 

Vidende, at hele Brasilien ville bryde sammen, hvis hjemmeholdet tabte. At spillerne ville blive syndebukke som dengang i 1950, da Brasilien tabte den afgørende kamp om guldet mod Uruguay. Udsat for hån, spot og spe. 

Det var næsten ikke til at bære.

På den anden side disse rødklædte, passionerede chilenere. Jeg kom til at holde af dem allerede i 1998. 

Dengang med Zamorano og Salas som frontmænd. Nu kom de igen i 2014 med deres tempofodbold, og deres vildt passionerede tilgang til fodbold. Med den vidunderlige træner Jorge Sampaoli gestikulerende op og ned langs sidelinjen. 

Jeg har læst om Sampaolis fodboldfilosofi. Hans tilbedelse af den legendariske træner Marcelo Bielsa og hans forsøg på at kopiere sin mentor. Bielsa vil angribe. Det ville Sampaoli også i aftes med sin dejlige bande af chilenske revolvermænd.

Tænk engang, hvis Chiles Mauricio Pinilla havde skudt ti centimeter lavere ved stillingen 1-1. Vi var 121 minutter inde i kampen. 

Et minut inde i overtiden i den forlængede spilletid i en kamp, hvor brasilianerne blev mere og mere fortvivlede, som tiden skred frem. 

Hvor angst og bæven stille og roligt afløste glæde på stadion i Belo Horizonte og i hele resten af Brasilien. 

Hvor presset på hjemmeholdets spillere blev mere og mere umenneskeligt. Det var tydeligt, da målmand Julio Cesar blev interviewet efter kampen. 

Han var grædefærdig og rystet. Helt færdig. Havde ikke flere kræfter. Intet mentalt overskud. Men Julio Cesar havde vundet. 

Besteget det fjerde af de syv trin, som brasilianernes træner Felipe Scolari har talt om hele vejen frem mod VM.

Neymar afgjorde det hele igen. Jeg er imponeret over hans styrke. Han ligner en billig popdreng, men agerer som en kølig veteran. 

Det var Neymar, der talte først til holdkammeraterne, da brasilianerne lavede "kredsen" inden straffesparkskonkurrencen. Det var Neymar, der gik til det afgørende straffespark kort efter at chilenerne havde udlignet i denne afgørende, nervepirrende seance. 

Knægten er blot 22 år, han var iskold, scorede - og er i virkeligheden den eneste brasilianer, der endnu har levet op til forventningerne. 

Brasserne er videre, men sambaen mangler. Spillet er uden rytme. 

Chilenerne vender fortjent hjem til Santiago som folkehelte. Smilende, men grædende i hjertet. Det kunne være blevet til mere. 

Derefter kom James Rodriguez og stjal showet i den sene kamp. Krigerne fra Uruguay - med eller uden Suarez - havde ikke mere at komme med, og de blev definitivt sænket af de colombianske lækkerheder. 

Rodriguez tæmning og den efterfølgende afslutning  ved 1-0-målte talte for sig selv. Her har vi en ny verdensstjerne. Men 2-0-målet fik han foræret af en mindst lige så strålende detalje.

Det var Fiorentina-spilleren Juan Cuadrados oplæg med hovedet, da han lige så stille sænkede bolden ned foran fødderne af James Rodriguez, der blot skulle støde ballen i hul. 

Nu venter finalen i det interne sydamerikanske mesterskab om en semifinaleplads. De tøvende brasilianere mod de sprudlende colombianere. Fredag aften. Det bliver en monsterkamp.

Se i øvrigt de meget fine billeder af den brasilianske nationalsang før kampen og læg mest mærke til ungerne foran spillerne. Hvilken passion:

http://www.slate.com/blogs/the_spot/2014/06/28/brazil_vs_chile_watch_the_brazilian_national_anthem_being_sung_by_a_stadium.html

Suarez, status og ottendedelsfinaler

Suarez, Suarez, Suarez... Uruguay-stjernens bid har i den grad overskygget alle andre hændelser i VM's indledende runder. Og det er næppe slut, før den sidste appel er afsluttet. Der er heller ikke den mindste tvivl om, at Uruguays fodboldforbund vil appellere til absolut sidste instans.

Mange har gjort sig til dommer over dommen, og jeg orker egentlig ikke at gå ind i den diskussion.

Til gengæld vil jeg gerne slå fast, at jeg hører til de mennesker, der synes, at et bid er et overgreb på fodboldens dyder og konventioner, og derfor ikke kan sammenlignes med en grov tackling eller en albue. 

Jeg vil næsten vove at påstå, at det kun er de mennesker, der ikke selv har spillet fodbold - eller dyrket anden kontaktsport - der sammenligner bideri eller spytteri med en grov tackling. Man bider bare ikke. Man spytter bare ikke. 

Suarez er ude, og Uruguay bliver med sikkerhed VM's buhmænd i den kommende tid. Mange har allerede dømt Uruguay uden Suarez ude af turneringen, men husk nu bare, at La Celeste - de lyseblå - om nogen slider for hinanden og rykker sammen i bussen, når de føler sig uretfærdigt behandlet. 

Og vinderkulturen i det lille land er enorm, som redaktøren for El Pais i hovedstaden Montevideo Martin Aguirre, har skrevet i en kommentar til engelske The Guardian. I øvrigt er usandsynligt læsværdigt stykke journalistik om fodbolden i Uruguay. Essensen er her:

"Football is about winning. This does not mean it is acceptable to step on a rival’s face in order to score but it implies that once you walk on to a pitch, a whole new set of moral rules come into place, very different to the ones that manage the chaotic, confused outside world.

Go to any of the amateur football fields around Montevideo and you will witness the toughest games you will ever see. Games between people that work in the same office, class-mates, childhood friends are so intense that almost everything is accepted to win.

Once the game is over, those same guys will get together, drink a beer and laugh, and anything that happened on the field stays there.

This ultra-competitive spirit is the explanation for how a country of three million people can develop such a critical mass of elite footballers, as Uruguay does. And it is the only reasonable explanation for Luis Suárez."

Uruguay trækker mindst Colombia ud i straffesparkskonkurrence i morgen aften. 

*

Lige inden VM så jeg en optaktsudsendelse på TV2, hvor Peter Schmeichel pointerede, at "hjemmebanefordelen" ikke ville betyde noget for de sydamerikanske lande. Argumentet var, at de fleste spillere fra Sydamerika alligevel spillede i Europa til dagligt og derfor kom til turneringen under samme vilkår som "europæerne". 

Schmeichel tog fejl og uden at være bagklog, kan jeg godt afsløre, at jeg rystede på hovedet, da vores tidligere landsholdsmålmand fremførte sine argumenter.

Sydamerikanerne (og nord- og mellemamerikanerne) har spillet adskillige kvalifikationskampe og er opdraget med høje temperaturer og tung luftfugtighed. De ved præcist, hvordan man skal agere og bruge kræfterne bedst muligt i løbet af 90 minutter.

Tilskuertrykket er større i Sydamerika, og de fanatiske og passionerede fans giver i den grad hjertet videre til deres spillere. 

Se bare, hvordan chilenere og mexicanere nærmest råber med på nationalsangen og hør brølet, så snart kampen går i gang. Det giver fem procent ekstra. 

"Amerikanerne" har otte hold med videre. At Afrika er repræsenteret med to lande i knockout-fasen er også historisk, men jeg tiltror hverken Nigeria (mod Frankrig) eller Algeriet (Tyskland) muligheder i ottendedelsfinalen. I givet fald ender det afrikanske VM alligevel som noget "sowieso".

Seks hold udgør cremen af europæisk fodbold lige nu. Frankrig, Holland og Tyskland har været stærke som forventet, mens Schweiz, Belgien og ikke mindst Grækenland har lukreret på svag modstand i indledende pulje. 

Er det godt eller skidt af de europæiske hold? Nøjagtig samme resultat som i Sydafrika for fire år siden. Så vel hverken eller...

Til gengæld har VM været en katastrofe for asiatisk fodbold (og Australien som spiller i samme zone). 12 kampe, 3 point og 0 sejre. 

En forfærdelig statistik og midt i al snakken om, hvornår Afrika får en VM-semifinalist, er det mindst lige så relevant at diskutere, hvordan fodbolden i Asien udnytter sit enorme befolkningsunderlag. 

Kigger man udelukkende på VM-resultaterne har Asien ikke klaret sig dårligere siden 1994, og er mere eller mindre slået tilbage til start. Fremgangen ved "hjemme-VM" i Japan og Sydkorea i 2002 er for længst glemt.

*

Ottendedelsfinalerne:
* Brasilien får det svært mod chilenernes kampgejst. Men Brasilien har et historisk godt tag på Chile, og det kommer til at påvirke gæsterne. Uanset resultatet, vil kampen efterlade et helt land i tårer (60-40 i brasiliansk favør).

* Columbias spilleglæde kontra Uruguays kynisme og vindervilje. Det kunne lige så vel have været en kvart i Copa America. Det bliver smukt og grimt på samme tid. Kampen ender i straffe (50-50).

* Holland-Mexico. På mange måder den mest inciterende og indbydende ottendedelsfinale. Holder hollænderne til det mexicanske tempofodbold og passion i 90 minutter, og slår Robben og Van Persie til igen? (Mexico vinder 2-1 i forlænget).

* Costa Rica-Grækenland. Jeg orker ikke tanken om, at Grækenland lusker sig videre, men man skal aldrig underbyde grækernes rutine. Costa Rica-spillerne kommer med store nerver og manglende slutrunderutine. Men mon ikke de klarer den? Jeg håber det. (Costa Rica 60-40).

* Frankrig-Nigeria. Den synes klokkeklar. Nigeria har ikke imponeret, spillede dog fornuftigt mod Argentina, men kommer til kort mod de homogene og solide franskmænd. Det kan ikke være anderledes end (80-20 til Frankrig). 

* Tyskland-Algeriet. Interessant i historisk kontekst, for tyskerne har revanche til gode for det svært omtalte 1-2-nederlag i puljespillet i 1982. Men det bliver ikke helt nemt mod de disciplinerede og passionerede folk fra Algeriet. (70-30 i tysk favør).

* Argentina-Schweiz. Messi, Messi, Messi. Han bliver naturligvis nøglen til argentinsk kvartfinale mod et schweizisk hold, der med sikkerhed har lært af sammenbruddet mod Frankrig. Hvis de schweiziske kontraer sidder, kommer overraskelsen måske her. (Det ender i forlænget spilletid).

* Belgien-USA. Det hypede belgiske mandskab mod Klinsmanns fightere. Belgien har badet sig ind i ottededelsfinalen, og amerikanerne er en overkommelig modstander. Men jeg tror på, at USA's vildskab og begejstring sender Belgien ud. U-S-A vinder 3-2 efter en regulær tjubang-kamp!

Mexicos mirakel

Hvor spillede mexicanerne en skøn omgang fodbold i aftes. Da vi endelig kom til "crunch time" efter pausen i Recife, hvor det hele stod på spil, kunne et ellers kompetent kroatisk mandskab slet ikke følge med i hverken tempo, boldomgang, passion, taktik. 

Mexicanerne var overraskende overlegne på alle punkter og beviste, at det ikke var nogen tilfældighed, at "El Tri", som holdet kaldes på grund af striberne i nationalflaget, tidligere i turneringen formåede at holde 0-0 mod Brasilien. 

Jeg bliver nødt til også at nævne, at Hector Herrera efter et kvarter stod for den bedste detalje ved VM hidtil, der ikke gav mål, da han fra 25 meters afstand og i løb hamrede et skud på trekantsammenføjningen. Det var fremragende. 

Mexico leverer ved den her slutrunde, og selvsikre Holland får mere end en håndfuld at arbejde med i ottendedelsfinalen. Den kamp lover rigtig godt. 

Det er et regulært mirakel, at Mexico er kommet så langt. Ikke på grund af kampene i pulje A ved VM-slutrunden, men på grund af en vaklende og historisk dårlig kvalifikationsturnering. 

Mexico spadserer sig traditionelt gennem CONCACAF-serien, den mellem- og nordamerikanske kvalifikation til VM. 

Sådan var det ikke i løbet af 2013, hvor mexicanerne blot skulle blive blandt de tre bedste blandt seks hold. 

Costa Rica og USA løb hurtigt fra Mexico, men det var måske mere overraskende - også set i konteksten af den foreløbige VM-slutrunde - at mexicanerne ikke kunne matche Honduras. 

Faktisk stod det så grelt til, at mexicanerne også risikerede at miste fjerdepladsen og en ekstra interkontinental kvalifikation mod overkommelige New Zealand. Til Panama. 

På den sidste, regulære VM-aften i den nord- og mellemamerikanske kvalifikation havde Mexico allerede tabt til Costa Rica og var på vej ud af VM. En regulær skandale i det stolte fodboldland ventede. 

Redningen kom fra uventet kant. Allerede kvalificerede USA formåede at score til 3-2 mod Panama i overtiden. Dermed fik Mexico fjerdepladsen og endnu en chance for kvalifikation. 

Målscoreren, Graham Zusi fra Sporting Kansas i Major League Soccer, blev helt i Mexico. Ved den efterfølgende træning i klubben blev han både besøgt af mexicanske radiostationer og mexicanske fans, der døbte ham "Saint Graham".

Mexico vandt blot to af 10 kampe i den afsluttende kvalifikationsrunde, og tre trænere, José Manuel de la Torre, Luis Fernando Torres og Victor Manuel Vucetich, blev fyret i løbet af den hektiske tid, hvor den lokale presse omdøbte det elendige landshold til "De grønne mus". Holdet var harmløst. 

Men så kom Miguel Herrera. Den lille, trinde og vældig livlige coach, som nu - efter VM-gruppespillet - er blevet verdenskendt for sin ageren på sidelinjen. En herlig type, der ikke havde problemer med at føre Mexico (samlet 9-3) gennem to ekstra kvalifikationskampe mod New Zealand. 

Talentmassen er ekstraordinær hos mexicanerne. For to år siden i London vandt landets U23-mandskab OL-guld ved at besejre Brasilien i finalen. Næsten halvdelen af spillerne fra OL-holdet udgør i dag stammen på det VM-hold, der har gjort det så fremragende i indledende runde. 

Al tvivl om holdets styrke og potentiale synes at være ryddet af bordet hos de temperamentsfulde fans på lægterne, og hele Mexico drømmer nu om, at heltene endelig igen kommer i en kvartfinale ved VM. Senest det skete, var i 1986 på hjemmebane.

Dengang på hjemmebane med globetrotteren Bora Milutinovic som coach og målscoreren Hugo Sanchez som stjernen over alle. Endestation var Tyskland og straffespark i kvartfinalen.

Siden dengang er Mexico hver eneste gang slået ud i ottendedelsfinalen ved VM, men drømmer nu - igen - om kvarten. Med 20.000-30.000 tilskuere i ryggen kan Holland besejres. Hvorfor ikke?

Måske bliver det endelig Mexicos tur til igen at komme videre til kvartfinalen. Og paradoksalt nok på grund af en amerikaner. De takker nok stadig "Saint Graham" hjemme i Mexico City. 

Derfor er VM så meget bedre end Champions League

VM rører bredt og vidt og i alle aldersgrupper. Som til 40-års-fødselsdagen i weekenden, hvor 8-årige Niels og Mogens, årgang 1945, diskuterede under kampen mellem Argentina og Iran.

Hvem var nu lige det der vanvittige firkløver foran hos argentinerne? Den otte-årige satte navne på. Var det fortjent, at Messi scorede i overtiden? Godt og vel 60 års forskel, men lige stor passion hos begge. Skønt. Kun ved VM.

De fleste deltagere ved festen var forbi tv-skærmen i ny og næ. Diskuterede gamle VM-kampe. Tjekkede Maradona - og damen ved siden af - ud. Var det hans datter. En ny frue? Og beundrede de stærkt kæmpende iranere og diskuterede, om de spillede for defensivt og destruktivt. Kun ved VM.

I aftes gabte hustruen og jeg over konstellationen Sydkorea-Algeriet. Inden kampen. Hævnen var sød. Seks mål og grov underholdning.

Overraskende opportunistisk spil af algerierne, som denne blog tidligere har dømt ude sammen med de andre afrikanske hold. Nu har fire ud af fem "afrikanere" mulighed for at gå videre. Beklager fejlen.

Men lad mig dvæle lidt ved kampene Argentina-Iran og Sydkorea-Algeriet. For hvorfor overhovedet overvære to matcher med to asiatiske mandskaber, et nordafrikansk og et sydamerikansk impliceret?

For mig er der to svar på spørgsmålet. Det ene er klokkeklart:

VM spilles kun hvert fjerde år. Det er stadig en eksklusiv oplevelse. Lad det endelig blive sådan.

Det andet svar er, at man endelig, endelig får lov til at se en turnering, hvor spillerne ikke er "håndplukkede".

Forstået på den måde, at trænerne er tvunget til at arbejde med et på forhånd udpeget materiale (spillerne fra egen nation) - og ikke bare kan købe sig til de rigtige folk, som de store klubber gør i Champions League, hvor nationaliteten ligeledes er underordnet og pengene bestemmer alt.

Sådan er det - naturligvis ikke - ved VM, hvor det stadig er muligt at se forskel på holdene, deres materiale, spillernes herkomst og ikke mindst spillestilen.

Derfor er kampe mellem Argentina og Iran og Sydkorea og Algeriet yderst interessante. For hvordan klarer passende argentinere at komme gennem iransk murerarbejde tilsat finurligt kontrakick? Og hvordan matcher fysisk spillere fra Algeriet med stort temperament, de løbestærke, men underligt passionsløse sydkoreanerne?

Vi har at gøre med et ægte sammenstød af stilarter og temperament, hvor årtiets forskellige fodboldopdragelse på kontinenterne støder sammen, og det ”clash” ser man bare ikke mere i den evige europæiske klubfodbold efterhånden er blevet så ensrettet, at den tenderer til værende kedelig.

VM er noget andet. Noget bedre og mere ægte.

*

Bedste hold indtil nu: Frankrig har set giftige ud, men synes heller ikke for alvor matchet mod Schweiz og Honduras.

Værste hold indtil nu: Cameroun tager prisen efter den katastrofale 0-4-blamage mod Kroatien. Kunne Volker Finke virkelig ikke trimme sine utæmmelige løver bedre?

Bedste kamp indtil nu: Anden halvleg mellem Tyskland og Ghana var så hæsblæsende, at den slår selv hollændernes sejr over Spanien og den føromtalte 4-2-kamp mellem Sydkorea og Algeriet.

*

Lidt medialt til at slutte af med: TV-cadeau til Peter Pill og Morten Bruun. Glimrende kommentering af en vanskelig kamp. Sydkorea-Algeriet - med god historisk indsigt og solid og tydelig forberedelse. Naturligvis fik de god hjælp af kampens udvikling og underholdning, men lige nu er Piil og Bruun mit danske top-par i det regi.

Tysk tv er altid en fornøjelse. Optakterne er fremragende og relevante. For eksempel med Giovane Elber og Mehmet Scholl som kompetente eksperter. Saglige studieværter og dygtige kommentatorer.

I slænget af fodboldinteresserede kammerater, kolleger og familier har vi ofte diskuteret, om det overhovedet er nødvendigt med en ekspertkommentator, eller om man bare skal holde sig til den tyske model med blot en enkelt mand ved mikrofonen?

Morten Bruun er et godt argument for at beholde medkommentatoren, men snart tror jeg, den tyske model stille og roligt tager over. Eller måske en kombination af begge - altså kun medkommentatorer på enkelte kampe - er fremtiden?

Nåja - og radio. Fodbold FM på Radio 247 er fremragende. Nørderi af højeste klasse, og selv i sidste udgave, da Søren Klæstrup havde inviteret Brian Lykke (skuespiller fra Krysters Kartel), Mikael Simpson (musiker) og komikeren Sebastian Dorset i studiet, var det stærkt underholdende. Tre mennesker med en anderledes og humoristisk fortælling om fodboldpassion. Herligt.

Those African Guys

Man taler altid om det op til VM-slutrunderne. Er det nu, afrikanerne får det endelige gennembrud. Er det i år, at Ghana, Nigeria eller Elfenbenskysten avancerer til semifinalen og bryder fodboldens sædvanlige verdensorden?

Det er 40 år siden, afrikanerne stadig var mere eller mindre til grin ved VM. 

I 1974 i Tyskland tabte Zaire 0-9 til Jugoslavien i indledende pulje. Diktatoren, Mobuto, var rasende, og truede spillerne med "aldrig at få lov at komme hjem", hvis de igen gjorde nationen til grin i den sidste indledende kamp.

Historien fortæller, at grænsen for Mobutos vrede og straf gik ved et firemåls-nederlag. 

Modstanderen var Brasilien! I 85. minut havde brasilianerne frispark og førte 3-0. Det fik Ilunga Mwepu til at udføre den desperate handling, som ses i videoklippet her. Tiden skulle trækkes, og brasilianerne skulle for enhver pris forhindres i at score det fjerde mål. 

Zaire-spillerne var ganske enkelt hundeangste for deres egen fremtid. Kampen endte 3-0 til Brasilien, spillerne fik lov at vende hjem. Men det var i skam og uden de lovede løn- og bonusudbetalinger. Mobuto trak al fremtidig støtte til "Leoparderne", Zaire-mandskabets stolte øgenavn. 

Allerede fire år efter reparerede Tunesien på den afrikanske stolthed ved at levere kontinentets første sejr i VM-historien. Nordafrikanerne besejrede Mexico 3-1 og banede dermed vejen for det helt store afrikanske gennembrud. 1982. 

Thomas N'Kono. Camerouns målmand, der altid stod i lange bukser uanset temperatur, førte sit land til tre uafgjorte kampe mod Polen, Peru og Italien. 

Lige nøjagtig ikke nok til at gå videre, men Cameroun røg i den eksklusive klub af nationer, der har været ubesejret ved VM uden at blive verdensmester.  

Algeriet med Lakhdar Belloumi som matchvinder i den fantastiske 2-1-sejr over Vesttyskland i indledende pulje. Algerierne blev tragiske helte i 1982. Ofre for den tåbelige regel om, at man ikke nødvendigvis skulle spille de sidste kampe i puljen på samme tid.

Her Belloumis 2-1-mål:

Det efterlod Algeriet magtesløse med fire point i tre kampe, da Vesttyskland og Østrig i puljens sidste kamp spekulerede sig til det 1-0-resultat i tysk favør, der sendte begge de europæiske hold videre. Alle tre hold endte på fire point, men tyskere og østrigere havde bedre målscore. En af historiens største skandaler. 

Flere flotte, afrikanske resultater: Marokkos puljesejr foran Portugal, England og Polen i 1986. Roger Milla og Camerouns fabelagtige 90'er-VM med sejr over Argentina i åbningskampen, og den vanvittige kvartfinale i Napoli, hvor Gary Lineker med to mål vendte Camerouns 2-1-føring til engelsk sejr. 

Nigeria har altid været en sovende gigant i verdensfodbolden. Som Wolverhampton og Nottingham Forest i det engelske ligasystem lige nu. "Super Eagles" kom endelig med i 1994 og 1998, men trods oceaner af talent var det farvel mod Italien og Danmark allerede i ottendedelsfinalen. 

Det bomstærke, fysisk prægede Senegal-mandskab slog Sverige ud i knockoutfasen i 2002, og den langhårede franske playboy-coach Bruno Mendy var kun et enkelt tyrkisk mål fra at lede sit hold i en semifinale i Japan og Korea. Næsten sensationelt, for Senegal havde aldrig tidligere vist sig på den store scene. 

Både i 2006 og 2010 har det afrikanske håb hængt på Ghana. Denne fine fodboldnation, der i de seneste 20 år har sendt ufattelig mange håbefulde talenter til Europa. "Black Stars" var et brændt straffespark fra en semifinale i 2010, mens ghaneserne i 2006 var uheldige med at støde ind i Brasilien i første knockout-runde. 

Vi er fremme i 14 og den første afrikanske semifinale ikke ligger lige rundt om hjørnet. 

Jovist, Elfenbenskysten vandt over Japan og ligger til at gå videre, men klarer Drogba og co. de virkelig virile modstandere? I de seneste to VM'er har ivorianerne ikke været i stand til det.

Ghana synes igen at være det på papiret stærkeste og mest sammenspillede hold, men overlever Black Stars 1-2-nederlaget til USA i en i forvejen vanskelig pulje? Jeg håber det. 

Algeriet leverede mere end fornuftigt mod Belgien, men endte alligevel uden point. Kommer de videre er det en overraskelse. Det samme gælder for gode, gamle Cameroun med de stolte VM-traditioner. De skuffede mod Mexico og er i dag ude i en desperat do or die-kamp mod Kroatien. 

Nigeria var usle mod Iran. Ustruktureret og uinspireret og 0-0, der stadig levner mulighed for at gå videre. Jeg havde forventet mig meget mere.

Afrikansk fodbold er kommet langt på 40 år og heldigvis er episoder som det famøse Zaire-frispark fjern fortid. Men en VM-semifinale bliver det næppe heller til i 2014. Om end man altid gerne vil se nye ansigter og nationer blandt de fire bedste....

Burruchaga, Menotti, Messi, Argentina

I nat trådte Argentina ind i turneringen. Atmosfæren inde på Maracaná skulle efter sigende have været helt fantastisk. Fra tv-skærmen lignede det et smukt, bølgende, syngende lyseblåt-hvidt menneskehav. Selv Atletico Madrid-træner Diego Simeone stod med nationalflaget om halsen. Formentlig også skrålende af fuld hals. 

Alle længes de. Argentinerne. Efter et nyt verdensmesterskab. Meget gerne på de evige ærkerivalers hjemmebane. 

Det er 28 år siden, at Jorge Burruchaga stødte bolden i nettet til "tres a dos", som kommentatoren forklarer i dette skønne klip. Det er den afgørende stund i 1986 i Mexico, stillingen er 2-2 og de obsternasige vesttyskere synes at være umuligt at hægte af. 

Men så er det altså Burruchaga - hør lige den fantastiske udtalelse af navnet 12-15 sekunder inde i klippet - slår til. 

Tre minutter forinden har Rudi Völler udlignet til 2-2, men i det 83. minut er det altså, at Burruchaga får sin stjernestund. Tal om rettidig omhu og om at bringe et helt land i ekstase.

I dag er Jorge Burruchaga 51 år.  

Otte år forinden vandt argentinerne på hjemmebanen. Jeg er for ung til at kunne huske turneringen, men billederne fra Buenos Aires 1978 minder om en kollektiv ekstase i konfetti, kanoner og sang. 

Myten fortæller, at den argentinske træner Cesar Luis Menotti kværnede 70 smøger i løbet af en kamp. Tal lige om nerve og nerver. 

Argentinas værtsskab var omstridt. Det var dikatoterens, Jorge Videlas showcase, og han var en grundene til - sammen med utilfredshed over dommeren og en gennemgående brutal finaleaffære -  at de politisk bevidste  hollændere nægtede at modtage sølvmedaljerne efter finalen, som Argentina vandt 3-1 efter 120 minutters regulær fodboldkrig.

Det sket øvrigt efter at Holland havde haft et stolpeskud kort før den ordinære spilletids udløb, som kunne have bragt dem guldet. 

Jeg har læst sekvenserne om og om igen i Per Høyer Hansens vidunderlige VM-bog om slutrunden, som jeg engang midt 80'erne købte for en femmer af min kammerat Mads. 

I den ene semifinalepulje sloges argentinerne med Brasilien om at komme videre, og de to lande lå helt lige inden sidste spillerunde, hvor kampene kuriøst nok blev spillet på divergerende tidspunkter. 

Brasilien havde spillet færdig, og Argentina skulle vinde med fire mål over Peru.

Argentina vandt 6-0 efter en anden halvleg, hvor gæsterne mildest talt brød sammen. Brasilianerne var rasende, og anklagede naturligvis begge sydamerikanske naboer for aftalt spil - uden noget kunne bevises. 

78-VM rummer altså endnu en stor historie i historien om rivaliseringen mellem argentinere og brassere.

Tilbage til 2014. I nat overbeviste argentinerne ikke. Kommentatorer på tv og sociale medier var slemme til at dømme Messi ude af VM allerede efter en halv times spil. Kort inde i anden halvleg spillede han Rasmus Modsat og leverede 2-0-målet efter et af sine signatur-moves på kanten af feltet. Så eksplosivt og præicst.

Messi er en x-faktor, og holdkammeraterne udgør et bundsolidt kollektiv. Og derfor er Argentina stadig en stor favorit til endelig at få opfyldt drømmen. 

Tilmed er det også set før, at de senere verdensmestre begynder lidt langsomt. Som Argentina gjorde det mod de kompetente bosniere. Værdien af tre point skal man aldrig undervurdere. 

Ren, Chile, er din blå himmel...og hollandsk supertiming

Det bliver altså emotionelt med de der sydamerikanske nationalsange. Undgå lige kuldegysningerne, når de chilenske spillere brøler "Puro, Chile, es tu cielo azulado" (frit oversat: Ren, Chile, er din blå himmel...). Det er svært, ikke? Og tjek lige de tilskuere, der står og græder, mens de synger hymnen. 

Gør dig selv den tjeneste at se nedenstående reklame for Banco de Chile. 33 overlevende minearbejdere fra katastrofen i 2010 sender landsholdet af sted til VM 2014. Så ved man ligesom, at landet derhjemme bakker op. Alle for en. En for alle. 

Jeg kan godt lide den chilenske fodboldtradition. VM-værtskabet i 1962 som et eksempel. 

Et andet eksempel: En af verdens bedste forsvarsspillere, legenden Elias Figueroa, der blev kåret som Sydamerikas bedste tre gange i træk i 70'erne. Som forsvarsspiller. Manden, som selveste Pelé har kåret som en af karrierens bedste modspillere.

Ivan Zamorano og Marcelo Salas. Den tætte, springstærke angrebsduo fra slutningen af 90'erne. Herlige gutter med stor attitude. 

Den omstillingsparate, hurtige og teknisk stærke spillestil. 

Chile er bare et hold, der kalder på sympati. Eksplosivt, men også sårbart, hvad et ordinært australsk hold beviste i nat i de 60 minutter, jeg nåede at overvære, inden klappen gik ned og der ikke var mere cola i køleren.  

*

Tidligere på aftenen. Lige så chokeret som alle andre over den hollandske fest og den spanske nedtur. Mest af alt beruset over Robin Van Persies hovedstødsmål til 1-1. Hvor var det smukt, veltimet og flyvende. 

For et par år siden læste jeg en lang tekst om Van Persie i det udmærkede svenske fodboldmagasin Offside. Som knægt var han umulig at adskille fra sin fodbold. Den var med ham overalt. På asfalten, hjemme i værelset, hos kammeraterne, i skolen.  

Uden overhovedet at drage nogen sammenligning, minder det om egen barndom. Næsten hver dag af sted med bolden. Ned på marken eller til træning. Var det ikke fodbolden, spillede vi tennis. Og var der ingen tennismakker, så spil bare opad muren. 

Var der ingen fodboldmakker, så bare skyd på mål. Der var ikke noget net i, så et træf via overligger eller stolpe var den absolut lækrest mulige scoring. 

Pointen? Jo, Van Persie har ikke tillært sig sin timing i hverken Excelsior, Feyenoord, Arsenal eller Manchester United. 

Naturligvis har han forfinet sig hver eneste dag til træning som prof. Men grunden blev lagt i legen med bolden. Morgen, middag og aften og uden snærende bånd. 

Holdkammeraterne fulgte efter i aftes: Arjen Robben er skide arrogant, men forbandet hurtig og dygtig. En klassespiller med ekstraordinær selvtillid. 

Jeg lagde mærke til, at 3-1-målet blev scoret af hollænderen over dem alle, hvis navn og fødested er et parameter.

Stefan De Vrij fra Ouderkerk aan den IJssel.  Smag lige på det navn. Gerne med en kartoffel i munden...Han er i øvrigt et af Europas absolut lysende forsvarstalenter.

*

Hollænderne gav os en lektion i omstillingsfodbold på øverste parket, mens spanierne overraskende faldt helt fra hinanden med Casillas som tragisk frontfigur. 5-1. Som da Danmark fik smæk af Spanien i 1986. Det føltes lidt som en revanche. Når nu vi ikke selv er med.

Freds film, tåhyleren og TV2

Der var noget beskæmmende og ærgerligt over den VM-indledning. Straffesparket i det 71. minut, naturligvis. 

Freds fald efter Dejan Lovrens svage berøring på brasilianeren. 

Fred, der allerede på vej ned på græsset appellerede med armene slået ud og nærmest grædende ansigt. Patetisk. Og på et tidspunkt, hvor brasserne var langt fra samba-sprudlen og festforestilling. De sad fast. Så kom straffesparket og forløsningen. 

Grundlæggende tror jeg ikke på bestikkelse, snyd og forræderi ved et VM i fodbold. Dertil er scenen simpelthen for stor. 

Men jeg tror på, at en dommer kan lade sig påvirke af presset fra 60.000 brasilianere og en hel fodboldverden, der presserende ønsker det bedste for turneringens kæledægger og ikke mindst værtsnationen.  

Derfor dømte den i international fodbold respekterede Yuichi Nishimura straffespark i aftes og derfor beviste han selv, at han ikke kunne stå for den store værdighed det er at dømme en åbningskamp ved VM.  

Men Nishimura var ikke den store skurk i aftes. Det var filmeren Fred.

* 

Højdepunkterne i en udmærket åbningskamp var brasilianernes forrygende afsyngning af nationalmelodien, tilskuernes smukke begejstring (brasilianerne er virkelig smukke), Neymars suveræne offervilje gennem 88 spilleminutter og Oscars afsluttende, konsekvente tåhyler. 

Tåhyleren er - som jeg husker den - skudformen, vi altid har hånet. Den grimme måde at eksekvere på. Men den kan altså bruges effektivt og elegant, som Oscar viste os sent i aftes.

Kroaterne havde fortjent et point. Den gode, gamle recept med at spille bagom forsvaret blev brugt intelligent, enkelt og så flittigt, at det må vække bekymring hos Luis Felipe Scolari og hans assistenter. Ivica Olic var fremragende, den kroatiske moral ligeså. 

Trods ophidselsen over straffesparket, lykkedes det Kroatien at finde mental styrke til at presse hjemmeholdet i bund i slutfasen. Udligningen lå i luften over Sao Paulo sekunderne før, Oscar slog til med tåen.

*

Trangen til at begynde skærm-VM på tysk eller svensk tv var snigende, men TV2 Sporten fik chancen. Studiet var en positiv overraskelse. 

Morten Olsen, Thomas Frank og Flemming Povlsen er det stærkeste eksperthold på stationen gennem tiderne, og Peter Schmeichel har efterhånden fundet et fornuftigt "anchor-niveau". TV2 har tydeligvis haft som ambition at løfte det faglige niveau i optakten til matcherne. 

Vi var langt over niveauet fra den tynde optaktudsendelse fra dagen forinden, og eksperterne fik lov at være uenige.

Det var vældig interessant at høre Peter Banke fortælle fra Rio om Neymar, men please skru ned for stemningsrapporterne fra og omkring "folkefesten" i Brasilien. 

Allerede ved OL i London gik det over gevind, da enhver udsendt reporter skulle fortælle, "hvor stort det er at være en del af". 

I går fik vi intet ud af, at Morten Ankerdal eksempelvis var spurtet ned til fanfesten og tilbage igen i pausen for at lure stemningen ved 1-1-målet. Vi vidste ligesom godt, at brasilianerne som sådan havde det ok med Neymars scoring. 

Så hellere mere Peter Banke eller tilbage til studiet. 

Toft og Bisgaard ved mikroen. Tja, Toft var veloplagt og faktisk bedre end sit gennemsnit. Bisgaard kan sin fodbold, men bruger alt for mange klichéer. Mere indlevelse, krydderi og hørbar begejstring ønskes. 

*

Dagens VM-kuriosum kommer i øvrigt fra egen baghave. Jeg spurgte min svigerfar, hvilken VM-turnering han huskede som sin første. 

Han fortalte, at han i 1958 havde været på skoleudflugt i Landskrona. I byen var der masser af reklamer for VM-turneringen, der dengang foregik i Sverige. Det gav mig næsten kuldegysninger og ønsket om, at tidsmaskinen eksisterede blev for et kvart moment nærværende igen. 

Ligesom dengang, den lokale kioskejer i min daværende hjemby Herning fortalte, at han som en af meget få danskere havde overværet VM i Argentina i 1978. I Argentina. Sådan noget er bare for vildt.  

En sommeraften i 1982. Lummervarme. Hjemme i Vojens har vi besøg af Ole Willumsen fra Langå og hans to knægte, Henrik og Thomas. Vi ser VM i fodbold og den aften, 8. juli, rummer min første levende VM-erindring. Slaget mellem Vesttyskland og Frankrig på Estadio Ramón Sánchez Pizjuán i Sevilla, Spanien.

Vi overværer et drama fra VM-historiens øverste hylde. Stuen koger. En vidunderlig kamp. Skurkene fra Tyskland, der besejrer de tapre helte fra Frankrig efter straffespark. Schumacher flækker Battiston midt over. Klaus Fischers mål på saksespark i den forlængede spilletid. Den grædende Uli Stielike i favnen på Horst Hrubesch efter at have brændt i straffesparkskonkurrencen, som tyskerne alligevel vinder. 

Selvfølgelig spillede vi fodbold nede på marken bagefter. Henrik, Thomas og jeg. Indtil solen gik ned. 

1986. Midt om natten. Danmark har slået Tyskland 2-0 i den afsluttende puljekamp i Mexico. De voksne er vel en smule berusede. Af øl og af fodbold - med chips og hjemmerullere fra Tyskland som sidevogne.

Forståeligt nok. Der synes ikke at være grænser for, hvad dette danske fodboldhold kan opnå. Jeg er 10 år ung og sikkert en anelse fortumlet over at euforien er så voldsom i et helt almindeligt rækkehuskvarter i en lille sønderjysk stationsby. 

Genboen, Jan Niebuhr, en skør og livlig videoforhandler med adskillige mere eller mindre tvivlsomme nebengeschäfter kørende, løber rundt i kvarteret med en trompet og en gammel tysk militærhjelm på hovedet. Fjerne og smukke nattestunder i en tid, hvor alting huskes som mere uskyldigt og mindre strømlinet end i dag. 

Mit fodboldhold er til Rosendal Cup i Hobro i 1990, da Brasilien og Argentina mødes allerede i ottendedelsfinalen. Brasserne har altid været mine favoritter. Jeg elsker myten om store spillere vokset ud af fattigdom og strandene i Rio. Har altid haft et romantisk-nostalgisk forhold til fodbolden. 

Jeg plejer også at holde af det argentinske temperament, men ikke den her sene eftermiddag (hvis jeg husker tidspunktet korrekt) foran tv-skærmen i Hobro. Der hader jeg argentinerne. 

I kampens 81. minut sker det helt vanvittige. I et glimt af suveræn genialitet stikker Diego Maradona bolden ned bag det brasilianske forsvar til lyse, langhårede Claudio Caniggia på det tidspunkt spillende for Atalanta Bergamo. Han er kynisk, stensikker og Argentina lukker kampen. 

Jeg orker næsten ikke at se de sidste 10 minutter og de grædende brasilianere bagefter. 

Sommerhuset i Blåvand 1994. Tyskerne er stadig i præ-Klinsmann-æraen. Min far Ib og jeg er trætte af mange af de tyske typer. Brehme, Helmer, Buchwald, Kohler og ikke mindst Lothar Matthäus - topmålet af bayersk og tysk arrogance, når det er værst. Selvfølgelig scorer han til 1-0 på straffe i kvartfinalen mod Bulgarien.

Pludselig sker noget, som ikke plejer at ske. Tyskerne mister grebet. Hristo Stoichkov curler et frispark ind, og halvskaldede Yordan Letchkov header 2-1'eren ind. Vi kaster os rundt på terrassen i jubel. Over Bulgariens triumf og over at de arrogante tyskere har fået en på kassen, som Lothar Matthäus' selvforståelse naturligvis ikke kan acceptere.

Fredag 3. juli 1998 eksploderer Danmark i fodboldrus. VM-kvartfinale mod Brasilien. Nej, det kan knapt blive større. Jeg er hjemme hos forældrene på sommerferie, og mange af gutterne sidder i samme stue som dengang i 1982, hvor Vesttyskland slog Frankrig. Den kamp er crazy. Vi er i følelsernes vold helt hen til Marc Riepers hovedstød på overliggeren i slutfasen. 

Jeg er hidsig. Danmark har tabt. Er ude. Andre udstikker og udstiller en vis tilfredshed med, at Danmark trods alt nåede kvartfinalen. Jeg husker tydeligt, at det afstedkom kraftige diskussioner. Alligevel tog vi alle på Diskotek Mirage i Vojens senere på natten og dansede.

*

På loppemarkedet sidste søndag på parkeringspladsen foran Tarup Center fandt jeg et brasiliansk spillesæt med trøje og bukser til 40 kroner. Det passede perfekt til min søn på fire år. Pelle render nu rundt i trøje nummer 9 med Ronaldo på ryggen. 

Den rigtige Ronaldo. Han forstår ikke rigtigt, at han skal forklare de andre drenge oppe i børnehaven - og deres fædre for den sags skyld - at det ikke er ham fra Real Madrid, han har på trøjen. 

Ronaldo scorer to mål i finalen i 2002 i Yokohama. Jeg ser kampen i en sofa i bofællesskabet i Århus sammen med Dan og Morgan. Vist nok med tømmermænd. 

Jeg er stolt over min søns trøje med nummer 9 og Ronaldo. Det var vist nok en knægt, der hedder Toke, der havde den før ham. 

Berlin. Sommeren 2006. Et af mit livs mest åndeløse momenter, da jeg i arbejdsøjemed har det privilegium at overvære en VM-finale live. Sammen med min kollega Kim har jeg vandret rundt i byen det meste dagen og spist frokost med et par italienere, der har givet omkring 1000 Euro for en billet til finalen mellem Frankrig og Italien. 

Nationalmelodierne er majestætiske og giver kuldegysninger helt oppe på den pressede medietribune. På storskærmen ser vi præcist, hvordan Zinedine Zidane skaller Marco Materazzi og bliver udvist. Vi oplever Fabio Grossos coolness, da han går ned og forvandler det afgørende straffespark og bliver længe på stadion for at se de italienske spilleres hengivenhed og glæde. 

Midt i konfettien krammer de pokalen, som var den deres lille barn.Familierne kommer ind for at hilse på. Alle græder af glæde. Drengedrømmen - vores alles - er udlevet. De italienske spillere er verdensmestre i fodbold. 

For fire år siden i Sydafrika. Kvartfinale. Ghana presser Uruguay frenetisk i slutfasen af den forlængede spilletid. I sidste minut rumler bolden frem og tilbage i det sydamerikanske felt.

Stephan Appiah header på mål, Luis Suarez redder på stregen med hånden. Asamoah Gyan brænder straffesparket bagefter og Ghana taber - logisk nok - straffesparkskonkurrencen derefter. 

Det var mens Kim, Brian og jeg var på Roskilde Festival. Vi tog en pause fra musikken for at overvære dramaet live i Sisses stue i et rækkehus uden for byen. 

2014. 32 år siden 1982. Glæder mig allerede til åbningskampen på torsdag. 19. juni kommer mine fætre på besøg. Vi skal se fodbold. Colombia-Elfenbenskysten. Japan-Grækenland. England-Uruguay. Kontinenternes kampe. Nye konstellationer. Nye minder. Og heldigvis kun hvert fjerde år.

Schumacher rammer Battiston (1982):

Danmark-Tyskland (1986): 

Maradona/Caniggia (1990) - hvor er det i øvrigt et smukt mål: 

Tyskland-Bulgarien 1-2 (1994) - Stoichkov/Letchkov

Danmark-Brasilien 2-3 (1998): 

Ronaldo vs Oliver Kahn (2002):

Italien og Frankrig synger VM-finalen ind (2006): 

Vanvittig slutfase og brændt straffe i Ghana-Uruguay (2010):