VM rører bredt og vidt og i
alle aldersgrupper. Som til 40-års-fødselsdagen i weekenden, hvor 8-årige Niels
og Mogens, årgang 1945, diskuterede under kampen mellem Argentina og Iran.
Hvem var nu lige det der
vanvittige firkløver foran hos argentinerne? Den otte-årige satte navne på. Var
det fortjent, at Messi scorede i overtiden? Godt og vel 60 års forskel, men
lige stor passion hos begge. Skønt. Kun ved VM.
De fleste deltagere ved festen
var forbi tv-skærmen i ny og næ. Diskuterede gamle VM-kampe. Tjekkede Maradona
- og damen ved siden af - ud. Var det hans datter. En ny frue? Og beundrede de
stærkt kæmpende iranere og diskuterede, om de spillede for defensivt og
destruktivt. Kun ved VM.
I aftes gabte hustruen og jeg
over konstellationen Sydkorea-Algeriet. Inden kampen. Hævnen var sød. Seks mål
og grov underholdning.
Overraskende opportunistisk
spil af algerierne, som denne blog tidligere har dømt ude sammen med de andre
afrikanske hold. Nu har fire ud af fem "afrikanere" mulighed for at
gå videre. Beklager fejlen.
Men lad mig dvæle lidt ved
kampene Argentina-Iran og Sydkorea-Algeriet. For hvorfor overhovedet overvære
to matcher med to asiatiske mandskaber, et nordafrikansk og et sydamerikansk
impliceret?
For mig er der to svar på
spørgsmålet. Det ene er klokkeklart:
VM spilles kun hvert fjerde år.
Det er stadig en eksklusiv oplevelse. Lad det endelig blive sådan.
Det andet svar er, at man
endelig, endelig får lov til at se en turnering, hvor spillerne ikke er
"håndplukkede".
Forstået på den måde, at
trænerne er tvunget til at arbejde med et på forhånd udpeget materiale
(spillerne fra egen nation) - og ikke bare kan købe sig til de rigtige folk,
som de store klubber gør i Champions League, hvor nationaliteten ligeledes er
underordnet og pengene bestemmer alt.
Sådan er det - naturligvis ikke
- ved VM, hvor det stadig er muligt at se forskel på holdene, deres materiale,
spillernes herkomst og ikke mindst spillestilen.
Derfor er kampe mellem
Argentina og Iran og Sydkorea og Algeriet yderst interessante. For hvordan
klarer passende argentinere at komme gennem iransk murerarbejde tilsat finurligt
kontrakick? Og hvordan matcher fysisk spillere fra Algeriet med stort
temperament, de løbestærke, men underligt passionsløse sydkoreanerne?
Vi har at gøre med et ægte
sammenstød af stilarter og temperament, hvor årtiets forskellige fodboldopdragelse
på kontinenterne støder sammen, og det ”clash” ser man bare ikke mere i den
evige europæiske klubfodbold efterhånden er blevet så ensrettet, at den
tenderer til værende kedelig.
VM er noget andet. Noget bedre
og mere ægte.
*
Bedste hold indtil nu: Frankrig
har set giftige ud, men synes heller ikke for alvor matchet mod Schweiz og
Honduras.
Værste hold indtil nu: Cameroun
tager prisen efter den katastrofale 0-4-blamage mod Kroatien. Kunne Volker
Finke virkelig ikke trimme sine utæmmelige løver bedre?
Bedste kamp indtil nu: Anden
halvleg mellem Tyskland og Ghana var så hæsblæsende, at den slår selv
hollændernes sejr over Spanien og den føromtalte 4-2-kamp mellem Sydkorea og
Algeriet.
*
Lidt medialt til at slutte af
med: TV-cadeau til Peter Pill og Morten Bruun. Glimrende kommentering af en
vanskelig kamp. Sydkorea-Algeriet - med god historisk indsigt og solid og
tydelig forberedelse. Naturligvis fik de god hjælp af kampens udvikling og
underholdning, men lige nu er Piil og Bruun mit danske top-par i det regi.
Tysk tv er altid en fornøjelse.
Optakterne er fremragende og relevante. For eksempel med Giovane Elber og
Mehmet Scholl som kompetente eksperter. Saglige studieværter og dygtige
kommentatorer.
I slænget af
fodboldinteresserede kammerater, kolleger og familier har vi ofte diskuteret,
om det overhovedet er nødvendigt med en ekspertkommentator, eller om man bare
skal holde sig til den tyske model med blot en enkelt mand ved mikrofonen?
Morten Bruun er et godt
argument for at beholde medkommentatoren, men snart tror jeg, den tyske model
stille og roligt tager over. Eller måske en kombination af begge - altså kun
medkommentatorer på enkelte kampe - er fremtiden?
Nåja - og radio. Fodbold FM på
Radio 247 er fremragende. Nørderi af højeste klasse, og selv i sidste udgave,
da Søren Klæstrup havde inviteret Brian Lykke (skuespiller fra Krysters
Kartel), Mikael Simpson (musiker) og komikeren Sebastian Dorset i studiet, var
det stærkt underholdende. Tre mennesker med en anderledes og humoristisk
fortælling om fodboldpassion. Herligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar