Gør dig selv den tjeneste at se nedenstående reklame for Banco de Chile. 33 overlevende minearbejdere fra katastrofen i 2010 sender landsholdet af sted til VM 2014. Så ved man ligesom, at landet derhjemme bakker op. Alle for en. En for alle.
Jeg kan godt lide den chilenske fodboldtradition. VM-værtskabet i 1962 som et eksempel.
Et andet eksempel: En af verdens bedste forsvarsspillere, legenden Elias Figueroa, der blev kåret som Sydamerikas bedste tre gange i træk i 70'erne. Som forsvarsspiller. Manden, som selveste Pelé har kåret som en af karrierens bedste modspillere.
Ivan Zamorano og Marcelo Salas. Den tætte, springstærke angrebsduo fra slutningen af 90'erne. Herlige gutter med stor attitude.
Den omstillingsparate, hurtige og teknisk stærke spillestil.
Chile er bare et hold, der kalder på sympati. Eksplosivt, men også sårbart, hvad et ordinært australsk hold beviste i nat i de 60 minutter, jeg nåede at overvære, inden klappen gik ned og der ikke var mere cola i køleren.
*
Tidligere på aftenen. Lige så chokeret som alle andre over den hollandske fest og den spanske nedtur. Mest af alt beruset over Robin Van Persies hovedstødsmål til 1-1. Hvor var det smukt, veltimet og flyvende.
For et par år siden læste jeg en lang tekst om Van Persie i det udmærkede svenske fodboldmagasin Offside. Som knægt var han umulig at adskille fra sin fodbold. Den var med ham overalt. På asfalten, hjemme i værelset, hos kammeraterne, i skolen.
Uden overhovedet at drage nogen sammenligning, minder det om egen barndom. Næsten hver dag af sted med bolden. Ned på marken eller til træning. Var det ikke fodbolden, spillede vi tennis. Og var der ingen tennismakker, så spil bare opad muren.
Var der ingen fodboldmakker, så bare skyd på mål. Der var ikke noget net i, så et træf via overligger eller stolpe var den absolut lækrest mulige scoring.
Pointen? Jo, Van Persie har ikke tillært sig sin timing i hverken Excelsior, Feyenoord, Arsenal eller Manchester United.
Naturligvis har han forfinet sig hver eneste dag til træning som prof. Men grunden blev lagt i legen med bolden. Morgen, middag og aften og uden snærende bånd.
Holdkammeraterne fulgte efter i aftes: Arjen Robben er skide arrogant, men forbandet hurtig og dygtig. En klassespiller med ekstraordinær selvtillid.
Jeg lagde mærke til, at 3-1-målet blev scoret af hollænderen over dem alle, hvis navn og fødested er et parameter.
Stefan De Vrij fra Ouderkerk aan den IJssel. Smag lige på det navn. Gerne med en kartoffel i munden...Han er i øvrigt et af Europas absolut lysende forsvarstalenter.
*
Hollænderne gav os en lektion i omstillingsfodbold på øverste parket, mens spanierne overraskende faldt helt fra hinanden med Casillas som tragisk frontfigur. 5-1. Som da Danmark fik smæk af Spanien i 1986. Det føltes lidt som en revanche. Når nu vi ikke selv er med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar